Uddrag fra Volmer Nissen: I sagens interesse ved befrielsen 4. og 5. maj 1945

Volmer Nissens armbind fra Kulsvierbataillonen, Frederiksborg Amt Vest. Det var fremstillet af hæren, og i den hvide stribe var indvævet M. I. for Materiel-Intendanturen. Ved mangel på uniformer, ville armbindet ifølge Genevekonventionen af 1907 være nok til at identificere bæreren som kombatant og således risikerede man ikke summarisk henrettelse ved tilfangetagelse.

Volmer Nissens armbind fra Kulsvierbataillonen, Frederiksborg Amt Vest. Det var fremstillet af hæren, og i den hvide stribe var indvævet M. I. for Materiel-Intendanturen. Ved mangel på uniformer, ville armbindet ifølge Genevekonventionen af 1907 være nok til at identificere bæreren som kombatant og således risikerede man ikke summarisk henrettelse ved tilfangetagelse.

Mine forbindelser inden for modstandsbevægelsen mente, at det ville være en god ide, hvis min kone og jeg flyttede til Hillerød den sidste tid før befrielsen. Jeg sagde derfor farvel til statsadvokaturen og meldte mig hos mine kammerater i Hillerød i den militære ventegruppe. Vi forberedte os på de sidste dages opgør, som jeg med bevidstheden om vor dårlige bevæbning og mangelfulde træning så hen til med frygt og bæven.
Hillerød blev som mange andre byer benyttet til indkvartering af flygtninge fra de østtyske provinser, som den fremrykkende russiske hær havde besat. Byens kommuneskole var blevet omdannet til lazaret, hvor de hårdt medtagne skarer af østtyskere blev givet førstehjælp og opereret. Deres jammerskrig genlød helt ud på Nordre Banevej, da de tyske læger manglede såvel medicin som forbindinger.
Modstandsbevægelsens lokale ledelse kontaktede den lokale tyske militære ledelse og meddelte, at det ville være vanskeligt at stå inde for flygtningenes sikkerhed i tilfælde af kamphandlinger i byen. Tyskerne gik derfor ind på at erklære Hillerød for en åben by i tilfælde af en militær kapitulation. En status som åben by ville indebære, at byen ikke måtte angribes militært, og dermed ville et regulært forsvar heller ikke være nødvendigt. Et herligt rygte, som jeg bad til og håbede var sandt. Det viste det sig at være.
Den 4. maj 1945 om aftenen i mine svigerforældres hus hørte vi på BBC Johannes G. Sørensen oplæse budskabet om tyskernes kapitulation i Holland, Nordtyskland og Danmark klokken otte om morgenen den 5. maj til general Montgommerys britiske styrker.
Fra mine svigerforældre gik jeg med min kone hjem til min mor, der jo nu boede alene i huset. Sammen med min ældste bror og hans familie glædede vi os alle over den lykkelige afslutning på fem års mareridt. På vejen tilbage til mine svigerforældres hus, passerede vi tyske soldater, der var indkvarteret i det gamle amtssygehus’ bygninger. De skød signalraketter af i glæde over fredsbudskabet – meget unge mennesker, der nu kunne komme hjem. Det spillede tilsyneladende ikke den store rolle, at det for mange ville være en ruin, de kom tilbage til.
I 1939, før der blev indført kafferationering, havde jeg i Købmagergade i en stor kaffeforretning indkøbt et par dåser kaffe i vakuumpakket blikemballage. Den ene havde jeg gemt til dette øjeblik. Den blev drukket under stor højtidelighed, mens vi i den svenske radio hørte en dansk sangerinde synge ”Det haver så nyligen regnet”, min fars yndlingssang. Desværre lukkede jeg ikke et øje på grund af kaffen den nat. Det var jo nogle år siden, jeg sidst havde drukket rigtig kaffe. Den lidet velsmagende kaffeerstatning, som vi havde i rationeringsårene, havde ikke haft den samme virkning.

Klokken halv fem om morgenen ringede det på døren. Om jeg ville være så venlig at stille i Brøde skov uden for Lillerød klokken otte. Derude fik jeg sammen med mine kammerater fra Kulsvierbataillonen udleveret modstandsbevægelsens blå-rød-hvide armbind med et påsyet våbenskjold af metal med de ni hjerter og tre springende løver fra rigsvåbenet. Det var første gang, jeg så det, og jeg var meget stolt over at få det. Det er stadig i min besiddelse -som en af mine kæreste ejendele.
Vi fik derefter udleveret adresselister over personer, der inden for vor region skulle anholdes med henblik på en nærmere undersøgelse af deres forbindelse med besættelsesmagten. Det blev en meget lang dag med at cykle rundt og finde de pågældende. De fleste blot danskere med ydmyge placeringer på den sociale rangstige med fattige hjem, der resignerede i erkendelse af at have holdt på den gale hest. De blev alle kørt til Skansegården, den gamle arbejdsanstalt i Hillerød med interimistisk indrettede overnatningsmuligheder.
Af mere prominente personer var kun en dommer, der havde hørt til inderkredsen inden for det danske nazistparti, og en grosserer fra Hillerød, der havde haft sin gang på Dagmarhus. Grossereren forlangte at blive stillet for en dommer inden for 24 timer. Det stod i grundloven. Manden havde jo ubestrideligt ret, så vi løste problemet ved at lade ham dele værelse med dommeren.

Resten af hvad der passerede denne dag – og andre – kan læses i Volmer Nissen: I sagens interesse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*