Om Christiania – eller det der kom før. Uddrag fra kapitlet “Hash, LSD og sociale eksperimenter”

Projekt Hus

Københavns kommunes børne- og ungdomsforsorg etablerede i foråret 1969 en institution, kaldet ”Klub 27”, i den tidligere Ry kino i Ryesgade 51. Det var tanken at etablere aktiviteter, der kunne danne en gavnlig modvægt mod det overhåndtagende stofmisbrugsproblem hos ungdommen. En umiddelbar sympatisk tanke, hvis den til klubben knyttede medarbejder ville holde et vågent øje med at forhindre stofmisbrug i klubben, særligt hashrygning. Det viste sig snart ikke at være tilfældet. Vore observationer viste, at klubben havde udviklet sig til et center for betydelig handel med stoffer, ikke alene hash, men også det stærkt hallucinationsfremkaldende stof, lysergsyrediatolamid, LSD.

Fra ledelsens side kunne der ikke spores noget ønske om at samarbejde med politiet, og fra de omkringboende indløb klager om stærke støjgener fra klubbens lokaler samt svineri i de tilstødende ejendomme. Efter forhandlinger med socialborgmesteren blev det besluttet at lukke klubben og afvikle institutionen med udgangen af september 1969.

Gav man fanden en lillefinger – tillod brug af cannabis i miljøet – tog han hele hånden og introducerede andre stoffer. Kommunen og Kulturministeriet havde endnu ikke begrebet denne triste kendsgerning. Københavns kommune havde i løbet af året samlet fem huse på hjørnet af Rådhusstræde og Magstræde under betegnelsen ”Projekt Hus”.

Om efteråret sagde Finansudvalget ja til en bøn fra kulturminister Helveg Petersen om halvanden million kroner til leje af ”Projekt Hus”. Den københavnske ungdom skulle således få sit eget hus med det fulde ansvar for husets drift. Formålet med huset var først og fremmest bekæmpelsen af narkotikamisbrug under devisen ”Forebyggelse i stedet for helbredelse”. Der blev derfor fra kulturministerens side kun stillet én betingelse: Der måtte ikke i ”Huset” ske forbrug af narkotika.

Såvel overordentlig smukt som overordentlig virkelighedsfjernt tænkt.

Tressernes ungdom var ikke sociale tabere. Der var ingen ungdomsarbejdsløshed, ingen begrænsninger i adgangen til studier på de højere læreanstalter og universiteter. Der eksisterede studielegater til den uddannelsessøgende ungdom med særlig støtte, hvis man ikke kunne holde ud at bo hjemme. Et åbent hus ville derfor først og fremmest tiltrække den ungdom, der brugte stoffer. Disse skulle være velkomne, hvis de efterlod stofferne udenfor. De unge skulle så selv kontrollere, om de opførte sig, som ministeren forudsatte. Det var desværre netop den ungdom, der højt og utvetydigt havde udtalt, at de ikke betragtede visse narkotiske midler som farlige eller alvorlige. Og de samme unge skulle garantere, at der ikke i deres ”Hus” fandtes noget, som de ikke selv så noget galt i. Der var lagt en bombe med meget kort lunte under ”Projekt Hus”.

”Huset” åbnede i midten af maj 1970. De fem huse, samlet på 4000 kvadratmeter, rummede et værtshus, en bogcafé, et trykkeri, der ville udgive egne publikationer, et legerum, hvor der kunne læses børnebøger, en bazar, hvor der kunne drives handel med egne produkter samt flere udstillingslokaler til maleri, skulptur og keramik samt endelig et teaterrum til eget husteater og eventuelt mere professionelle teatergrupper. Her ville eksperimentalteatret komme i højsædet.

Seks måneder efter starten blev forholdene omkring ”Huset” uacceptable for politiet. De ungdomsorganisationer, der havde etablere sig i ”Huset” så på politiet som hovedfjenden for deres narkofyldte eksistens. En forhandling med dem om at gøre forholdende acceptable for politiet kunne ikke realiseres. Beboerne var ikke i stand til at enes, hverken om dannelse af en repræsentationsgruppe eller dennes synspunkter.

”Huset” var konstant overfyldt med mennesker alle vegne fra. Vi fik beretninger om handel i bazaren med alle slags stoffer. Nogle kriminalfolk fra drabsafdelingen gik ind i ”Huset” for at pågribe en eftersøgt kriminel, der havde søgt tilflugt der. Efter at den ene betjent blev slået i gulvet med en flaske, måtte de søge tilflugt på et toilet, indtil hjælp udefra kunne befri dem.

For at forhindre at ”Huset” blev et tilholdssted for kriminelle eksistenser, blev et forbud mod overnatning gjort til en af betingelserne for dets fortsatte beståen. Med de tilstande, der herskede i ”Huset”, kunne det næppe undgås, at det blev et særligt attraktivt opholdssted for folk eftersøgt af politiet.

I januar 1971 besluttede narkoafdelingens folk sammen med uropatruljen at gøre noget ved disse uholdbare tilstande. Når besøgende kom ud igen fra ”Huset” efter et besøg, blev deres lommer undersøgt. Der tegnede sig et ganske klart billede af handel med narkotika i den helt store stil i ”Huset”. Efter nogen tids visitationer kunne vi fremstille en liste over alle de gange, unge mennesker var blevet truffet med narkotiske stoffer i lommerne efter et besøg i ”Huset”.

Jeg måtte have luft og besværede mig til aviserne over de efter min mening skandaløse forhold, der unødigt gjorde politiets arbejde med at forhindre narkotikaens tilgængelighed for ungdommen meget vanskeligt. Det resulterede i en telefonisk henvendelse fra kulturministerens sekretær om at se listen, hvilket naturligvis blev efterkommet.
TV-avisen ville også gerne have et møde med mig om problemet. Det havde kulturministeren, Helveg Petersen, ikke noget ønske om og ringede til politidirektøren og frabad sig, at jeg kom, selv om jeg var inviteret. Politidirektøren ville dog ikke forhindre mig, hvis jeg selv ønskede det, og det gjorde jeg.
I det efterfølgende TV-møde beklagede ministeren sig over, at jeg ikke havde orienteret ham om tilstanden i ”Huset”. Mit svar blev, at jeg efter anmodning havde orienteret ministersekretæren, der så måtte orientere ministeren. Selv mente jeg kun at have pligt til uopfordret at orientere min foresatte, politidirektøren, der efter sit skøn så kunne forelægge sagen for justitsministeren. Dette, mente jeg, måtte være den korrekte fremgangsmåde inden for justitsvæsenet. Stemningen i TV-studiet var udpræget kølig.

Det blev – ifølge hvad jeg blev orienteret om -, ved et efterfølgende ministermøde af statsminister Hilmar Baunsgaard bestemt, at ”Huset” skulle lukke indtil videre og kun åbnes, hvis det kunne holdes stoffrit. I december 1971 skrev jeg i B.T., at det måtte være en ufravigelig betingelse, at vilkårene fastlagt for ”Huset”s drift blev efterlevet af dem, der benyttede det, og at politiet fik lejlighed til uhindret at kontrollere, at dette faktisk skete.
Efter ”Projekt Hus” kom ”Projekt Fabrik”. Det lykkedes Københavns kommune at få gjort nogle tomme fabrikslokaler på Christianshavn klar til at modtage de unge, der i den sidste tid før lukningen ikke havde haft nogen anden bopæl end ”Huset”. ”Huset”s rømning vakte stor glæde i nabolaget, hvor de næringsdrivende havde været stærkt plaget af tyverier fra deres butikker og vareudstillinger.

En antikvitetshandler, en genbo til ”Huset”, tilbød mig en klækkelig rabat, hvis min hu stod til at købe nogle af hendes udstillede varer, da hun genkendte mig efter TV-udsendelsen. Det varmede engang imellem at mærke, at vore aktiviteter blev positivt modtaget af folk.
I marts 1971 rykkede 76 unge ind i de tomme fabrikslokaler og i begyndelsen af april døde en ung mand på 20 år på stedet efter at have indtaget morfinbase, råmorfin. Det midlertidige nødherberg udviklede sig hurtigt til at blive et andet jammersminde. Lederen af uropatruljen, politiassistent Erik Mathiesen, udtalte til pressen, at ”Projekt Fabrik” var eet stort narkomarked. Han undrede sig over, at de kommunale myndigheder ikke underrettede politiet, men blot roligt betragtede ulovlighederne.

Jeg håbede, at når ”Huset” blev genåbnet efter restaurering og de indgåede aftaler med politiet respekteret, ville vi endelig have fået en hjælpende hånd i vort arbejde med at dæmme op for narkohandlernes virke. Hvor dum kan man være.

Ganske vist blev ”Huset” ikke siden vort store problem. Grunden hertil kan formentlig findes i forsvarets rømning af Båndsmandsstrædes kaserne, hvor klientellet fra de kommunale projekter besatte kasernen og etablerede ”Fristaden Christiania”. Dette såkaldte ”Sociale Eksperiment” eksisterer som bekendt endnu med de konsekvenser, som stofmisbrug medfører,uagtet at det ved højesteretsdom blev fastslået, at ”Fristaden” var ulovligt etableret.

Retfærdigheden bærer sværdet forgæves, når popularitetsjagten plager politikerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*